Vi bruger cookies

Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering bruger cookies til at skabe en bedre brugeroplevelse, til at interagere med sociale platforme og til anonymiseret statistik over trafikken på vores hjemmeside.

Cookies fra sociale medier gør det muligt for os at interagere med velkendte sociale mediers platforme og indhold. Formålet kan være statistik eller marketing.
Nødvendig for at afspille YouTube vidoer. Benyttes til marketing, statistik og personalisering.
Nødvendig for at afspille Vimeo videoer
Præference cookies gør det muligt for en hjemmeside at huske oplysninger, der ændrer den måde hjemmesiden ser ud eller opfører sig på. F.eks. dit foretrukne sprog, eller den region, du befinder dig i.
Bruges til grafiske elementers tilstand

Kandidat 2016: Fortællingerne i Royal Copenhagens produkter

Dato
29.02.2016
Kategori
Uddannelse og studieliv

Royal Copenhagen har stor succes med at lave produkter, der kombinerer godt håndværk og samlebåndsmetode - men hvordan lykkes de med at forny deres keramiske produktion, samtidig med at de bevarer den autentiske fortælling? Det har designer Mia Maya Christophersen undersøgt og arbejdet med at tydeliggøre i sit afgangsprojekt fra KADK.

Hvad går dit afgangsprojekt ud på?
Mit projekt har handlet om de keramiske produkters fortællinger om autenticitet og fornyelse gennem materialer og form. Min hensigt med projektet har været at undersøge de keramiske materialers muligheder i forhold til Royal Copenhagens industrielle produktion. Projektet har været et samarbejde med Royal Copenhagen.

Som jeg ser det, skiller Royal Copenhagen sig ud fra andre industrielle porcelænsvirksomheder, da håndværket har en synlig tilstedeværelse i netop deres produkter. Den kvalitet og variation som følger med det håndlavede, har jeg gerne villet arbejde videre med. Det håndmalede og glasurernes keramiske virkemidler har derfor været omdrejningspunktet for mit projekt.

Jeg har arbejdet med at finde frem til et autentisk udtryk, der rummer nogle af de keramiske kvaliteter og udtryk, som glasurerne udvikler i brændingen. I sammenspillet mellem relief, glasur og dekoration har jeg arbejdet med at udvikle produkter der kan komplimentere dele af Royal Copenhagens nuværende sortiment. 

Mia Maya Christoffersens bud på en tallerken, der spiller sammen med Royal Copenhagens produkter.
Sammenstilling med Mega Mussel og Mussel.

Hvad ville dit afgangsprojekt betyde for samfundet, hvis det blev realiseret?
At få realiseret mit afgangsprojekt ville være en stor og fantastisk ting. Jeg ser mit projekt som relevant for en stor gruppe mennesker, der savner det unikke udtryk i en stram kontekst, hvor det industrielle og håndlavede mødes i hvert produkt. Jeg ser også nogle store kvaliteter i, at man kan forny sit nuværende blåmalede eller riflede stel ved at sammensætte det med nye løsninger. I mødet med de traditionelle steldele opstår der nye historier, der fremhæver og komplimenterer de individuelle karakterer.

Hvad er din styrke som designer?
Min styrke som designer ligger i nysgerrigheden på materialernes æstetiske og funktionelle muligheder. Jeg arbejder med materialernes forskellige kvaliteter og udvikler deres udtryk gennem systematiske eksperimenter.

Hvad betød det for dig, at afgangsprojektet blev lavet i samarbejde med Royal Copenhagen?
Samarbejdet har betydet, at de resultater jeg er kommet frem til er realistiske at implementere i den nuværende produktion. Dette har givet mig et større indblik i de industrielle muligheder og nogle meget konkrete referencer og traditioner at arbejde videre med. Derudover har det været interessant og nærmest nostalgisk at vende tilbage til Royal Copenhagen og få lov til at videreudvikle det håndværk, jeg lærte i min tid som blåmalerelev hos Royal Copenhagen i 2007.

Hvor ser du dig selv om fem år?
Jeg har altid haft svært ved at se, hvor jeg befinder mig i fremtiden, da jeg er en impulsiv person, der handler efter intuition. Men lige nu er målet, at jeg inden for kort tid skal være en del af et keramisk designværksted, hvor jeg kan udvikle nye designløsninger. Derudover håber jeg på at være i fuld gang med flere samarbejdsopgaver med både Royal Copenhagen og andre designvirksomheder.