KADK-kandidater henter to prestigefulde priser ved Danish Design Awards
Designkandidater Emilie Wiehe Dissing og Sofie Holm Larsen modtog begge en pris i kategorien Young Talent for deres stærke og empatiske designløsninger til sundheds- og velfærdssektoren.
Talentmassen blandt de unge designere var så stor, at Danish Design Awards i år valgte at uddele hele to priser i kategorien Young Talent. Begge priser gik til designkandidater fra KADK.
Priser til projekter om demens og hjertemassage
Emilie Wiehe Dissing modtog en pris for sin kollektion af tre specialdesignede produkter til mennesker med demens. Et designprojekt, der i følge juryen, tjener som eksempel på, ”at design også kan handle om at skabe velfærdsinnovation gennem udviklingen af gennemtænkte og smukke produkter, som tager udgangspunkt i brugerens forudsætninger."
Mens Sofie Holm modtog en pris for en animeret kortfilm, der visualiserer instrukser i hjertemassage. En designløsning, der i følge juryen, kommunikerer "sit budskab engagerende ud i et på en gang sagligt og poetisk univers, og ved hjælp af enkle virkemidler formår at appellere til både hjerte og hjerne."
Brugerfokus i vinderløsningerne
“Feltet af vindere cementerer en meget høj grad af innovation og værdi i de løsninger, designere og virksomheder skaber sammen i hele landet,” siger Henrik Weiglin direktør for den danske designbranches organisation, Design denmark, der særligt fremhævede netop de unges bidrag:
“Der er et helt unikt brugerfokus i vinderløsningerne, der både afspejler et stærkt dansk design-dna, og viser en social og miljømæssig bevidsthed, som reflekterer vores velfærdssamfund. Ikke mindst de unge talenter viser empatiske designløsninger, der skaber værdi”.
KADK's kandidater rykker inden for sundhed
Designskolen på KADK har historisk ligget solidt i førerfeltet, når det gælder om at udklække nye talenter inden for mode og møbeldesign. Men med de to prestigefyldte priser i kategorien Young Talent står det klart, at skolens kandidater også har kompetencerne til at gøre sig gældende med stærke designløsninger til den offentlige sektor – herunder sundhedssektoren.
”Det er bestemt interessant, at de to vindere begge har skabt design, der tager livtag med sociale og sundhedsfaglige udfordringer. Begge kandidater viser på overbevisende vis, hvordan designfaget kan bidrage med ikke bare funktionelle og praktiske, men også sanselige og æstetiske løsninger på sundhedsfaglige og sociale problemstillinger. Det er vi meget stolte over og glade for, ” siger fagleder på Designskolen Mathilde Aggebo.